
Vedtægter
§ 1. Foreningens navn og hjemsted
1. Foreningens navn er: Kunstforeningen i Coop.
2. Foreningen har hjemsted i Albertslund kommune.
§ 2. Formål
1. Foreningens formål er at øge interessen for kunst og kunsthåndværk blandt foreningens medlemmer samt at arrangere vekslende udstillinger på Coop Danmark A/S’s hovedkontor, Albertslund.
§ 3. Medlemskab
1. Foreningen er åben for alle ansatte i Coop Danmark A/S og FDB samt de tilknyttede virksomheder.. Undtaget er alle butikker.
2. Alle, der har været medlem og betalt kontingent for hele året, deltager i årets lodtrækning.
3. For at være berettiget til deltagelse i årets lodtrækning må indmeldelse være sket mindst 3 måneder før regnskabsårets udløb og mod betaling af kontingent fra det pågældende regnskabsår begyndelse.
4. Alle elever i kredsen af virksomheder nævnt i stk. 1 tilbydes gratis medlemskab i deres første hele elevkalenderår, og fortsat medlemskab i resten af elevtiden til et recuceret kontingent, som fastsættes på årsmødet, jf. § 2. stk. 2. Elever, der er medlemmer, er berrettiget til at deltage i alle de årlige lodtrækninger i deres elevtid.
5. Medlemskabet ophører ved fratrædelse. Medlemskabet kan fortsætte regnskabsåret ud ved betaling af kontingentet. Derved er sikret deltagelse i den førstkommende årlige lodtrækning.
Pensionister og efterlønsmodtagere kan fortsætte medlemskabet.
6. Udmeldelse af Kunstforeningen kan ske ved skriftlig henvendelse med en måneds varsel. Tilbagebetaling af kontingentet finder ikke sted.
§ 4. Foreningens midler
1. Foreningens midler tilvejebringes ved medlemskontingent og evt. ved tilskud fra Coop Danmark A/S, FDB eller på anden vis.
2. Det månedlige kontingent fastsættes på årsmødet.
3. Kontingentet betales bagud pr. måned.
§ 5. Bestyrelsen
1. Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges på årsmødet.
Bestyrelsen konstituerer sig med formand og kasserer.
Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen.
På hvert årsmøde afgår skiftevis 3 og 4 medlemmer.
Genvalg er mulig.
På årsmødet vælges for et år ad gangen 3 suppleanter.
På årsmødet vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant.
§ 6. Regnskab og revision
1. Regnskabsåret er kalenderåret.
2. Regnskabet revideres af den på årsmødet valgte revisor.
§ 7. Køb af kunstgenstande og afholdelse af arrangementer
1. For de midler, der er til rådighed, foretages køb af kunst og kunsthåndværk samt afholdelse af arrangementer med relation til foreningens formålsparagraf.
2. Årets indkøb udloddes blandt medlemmerne på årsmødet. For at sikre en tilnærmelsesvis lige stor udlodning hvert år, kan enkelte kunstgenstande efter bestyrelsens skøn opbevares til udlodning efterfølgende år.
3. Købene foretages af hele bestyrelsen eller den, som bestyrelsen måtte vælge hertil.
§ 8. Årsmøde
1. Årsmøde afholdes inden den 28. februar. Meddelelse om årsmøde med dagsorden udsendes skriftligt til samtlige medlemmer senest 14 dage før mødedagen.
2. Dagsorden skal indeholde følgende:
1. Valg af dirigent
2. Beretning
3. Regnskab
4. Indkomne forslag
5. Fastsættelse af kontingent
6. Valg
7. Eventuelt
3. Forslag til vedtægtsændringer samt forslag iøvrigt, der ønskes behandlet på årsmødet, skal skriftligt være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før mødet. Senest 3 hverdage før årsmødet skal evt. forslag, der ikke tidligere er udsendt til medlemmerne, bekendtgøres ved opslag.
4. Forslag, med undtagelse af forslag til vedtægtsændringer, vedtages med almindeligt flertal.
5. Vedtægtsændringer skal på årsmødet vedtages med 2/3 af samtlige fremmødte medlemmers stemmer.
Opnår et forslag på årsmødet ikke det nødvendige 2/3 flertal, kan bestyrelsen senere indkalde til ekstraordinært møde.
Vedtægtsændringer kræver i dette tilfælde almindelig stemmeflertal blandt de fremmødte.
§ 9. Lodtrækning
1. I forbindelse med årsmødet skal lodtrækning om kunstgenstandene finde sted.
2. Hvert medlem kan kun vinde én gevinst pr. år.
3. Forud for lodtrækningen vil medlemmerne kunne bese og få udleveret en liste over de indkøbte kunstgenstande samt en prioriteringsliste.
4. For de medlemmer, der ikke er i stand til at møde op til årsmødet, vil prioriteringslisten blive anvendt som grundlag ved gevinst til medlemmet, hvis listen af et andet medlem medbringes på årsmødet. Udvælgelse kan foregå ved underskreven fuldmagt.
Medlemmer, som udtrækkes ved udlodningen, men ikke er tilstede, er dog altid sikret en gevinst af restbeholdningen i den rækkefølge medlemmerne blev udtrukket. Gevinsten fordeles af bestyrelsen , så først udtrukket får laveste tilbageværende værknummer osv.
5. Ved lodtrækningen gælder følgende regler:
Lodtrækningen opdeles i en hoved- og en tillægspulje med halvdelen af gevinsterne i hver.
Den første halvdel af lodtrækningen betragtes som HOVEDGEVINSTER.
I denne pulje gælder følgende:
Første år et medlem deltager har medlemmet 1 lod.
Vindes ikke HOVEDGEVINST første år, deltager medlemmet med
2 lodder 2. år, med 4 lodder 3. år, med 6 lodder 4. år osv.
Et medlem kan max. deltage med 12 lodder.
Vindes hovedgevinst udgår medlemmet af lodtrækningen af HOVED-GEVINSTER i 2 år og accelererer herefter med 1 lod indtil max 12 lodder.
Den anden halvdel af lodtrækningen betragtes som TILLÆGSGEVINSTER.
I denne pulje gælder følgende:
Hvert medlem deltager hvert år med 1 lod.
Et medlem, der efter 10 års medlemskab hverken har vundet en hovedgevinst eller en tillægsgevinst vil få en "trøstepræmie" udvalgt af bestyrelsen blandt foreningens beholdning af kunstværker, som foreningen har modtaget som gave.
§ 10. Foreningens opløsning
1. Ved eventuel opløsning af Kunstforeningen kan der kun træffes afgørelse herom på to på hinanden følgende medlemsmøder med mindst 14 dages mellemrum, hvor beslutningen sker med 2/3 stemmeflertal af fremmødte medlemmer.
2. Der træffes tillige afgørelse om anvendelse af foreningens midler.
Således vedtaget på årsmødet den 30.01.2013.